Få hjælp nu

Du kan selv henvende dig til Krisecenter Guldborgsund, enten telefonisk eller direkte og anonymt ved døren Jernbanegade 46, 4800 Nykøbing F.

Du kan også blive henvist af din sagsbehandler, gennem politiet, lægen eller skadestue. Du kan også få en veninde eller et familiemedlem til at ringe først, hvis det gør det lettere for dig.

Hvis du har brug for at komme langt væk, samarbejder vi med alle andre krisecentre i landet, og vil hjælpe dig videre.

Hvad sker der, når jeg har henvendt mig?

  1. Vi tilbyder en samtale, for at høre dine oplevelser og i fællesskab finde ud af hvad du har brug for.
  2. Du behøver i første omgang ikke at fortælle hvad du hedder, eller hvor du kommer fra. Du kan forblive helt anonym.
  3. Sammen finder vi ud af, om du har brug for et sted at være i en periode, et godt råd eller et samtaleforløb.
  4. Somme tider, når det er nødvendigt, hjælper vi dig med at planlægge hvordan du kommer hjemmefra. Her kan vi også hjælpe dig videre til et andet krisecenter.
  5. Har du brug for et sted at være i en periode, og vi har en ledig plads og vi vurderer at vi er det rigtige tilbud til dig, kan du flytte ind med det samme.
  6. Du kan ikke flytte ind, hvis du er aktiv misbrugende eller har en svær psykiatrisk lidelse.
  7. Er du i tvivl om du skal søge hjælp, så gør det! Det er første skridt på vejen til et nyt liv uden vold!
  8. Hvis du har mulighed for det, så medbring gerne dine personlige ting til dig og dine børn. Eventuelt også vigtig medicin.

Når jeg så får tilbudt en plads og flytter ind, hvad så?

Du vil i første omgang få al den ro og omsorg du har brug for. Du vil møde andre kvinder og mænd, i samme situation som dig, du er nemlig ikke den eneste  der udsættes for vold.

I den første periode har du brug for at reagere. Du kan reagere på flere forskellige måder. Fx. at du bliver meget ked af det, bange eller vred, og det er helt ok. Du kan have mange spørgsmål, du gerne vil have svar på. Du kan have brug for at fortælle dine oplevelser mange gang, i forsøget på at forstå eller få svar. Det kan også være du bare har brug for tavshed og ro.

Vi forsøger at hjælpe dig med alle de praktiske spørgsmål og problemstillinger der melder sig. Vi tager en ting ad gangen i dit tempo. Det kan være alt fra sygemelding, jobcenter, bolig, institutioner, økonomi, børn, samvær mm.

Det er dig der bestemmer, og vi støtter dig. Du skal vide, at når du er indskrevet, kan ingen rette direkte henvendelse til os og søge oplysninger om dig, dine børn og dit ophold. Du vil altid blive involveret.

Hvad koster det mig at bo på Krisecenter Guldborgsund?

Har du faste udgifter til egen bolig, eller bidrager du til fælles udgifter, skal du som udgangspunkt ikke betale noget for dit ophold.

Det er din kommune som står for opkrævningen for dit ophold, som typisk vil betyde, at du modtager en skrivelse i din E-Boks med oplysninger fra din kommune omkring betaling for dit ophold.

Du kan altid komme til personalet med de dokumenter som du modtager, og vi vil være behjælpelige med kontakten til din kommune vedrørende afklaringen omkring din egen betaling under dit ophold på Krisecenter Guldborgsund.

Hvad kan Krisecenter Guldborgsund ellers hjælpe mig med?

Vi kan i første omgang tilbyde dig et trygt sted, hvor ingen kan få fat i dig, hvis du ikke ønsker det. Vores dør er altid låst, vi har et højt sikkerhedsniveau. Vi udarbejder en risikovurdering ud fra din oplevelse af at være udsat for vold.

Alle børn der flytter med deres forælder på krisecenter tilbydes samtaler hos vores psykolog. Det koster dig ikke noget og børnene får et rum til at bearbejde deres tanker og følelser.

Vi har tilknyttet en socialrådgiver, der hjælper dig med alle de praktiske ting en sagsbehandler kan hjælpe dig med. Desuden får du tildelt en kontaktpædagog, som også vil hjælpe og støtte dig gennem dit og dine evt. medfølgende børns forløb.

Ellers hjælper vi dig al det vi kan, med de praktiske udfordringer du måtte have. Det kan være svært at overskue, hvordan du får styr på alle dine opgaver, derfor støtter vi dig.

Hvor lang tid skal jeg blive på Krisecenter Guldborgsund?

Det er individuelt hvor længe der er brug for et krisecenterophold. Det vurderer vi i fællesskab. Nogle bliver få dage, andre uger eller måneder, det kommer an på din situation.